Hej Engel
Mange tak for denne her mulighed for at stille spørgsmål!
Jeg har øvet mig på hovedstand et par måneder, og laver den nu hver morgen.
Men jeg har flere gange oplevet at der kommer skedeprutter, når jeg laver øvelsen - uden jeg har haft samleje forudgående.
Har du nogen viden eller kendskab til det? Ved du, hvorfor og hvordan de opstår?
I så fald ville det være dejligt at høre om.
På forhånd tak!
Venlig hilsen
Maiken
Hej Maiken
Tusind tak for din åbenhed og dit spørgsmål!
Skedeprutter er noget, som (formentlig) alle kvindelige yogaudøvere har prøvet! Men fordi de fleste bliver pinlige over det, spørger de ikke ind til det i yogaundervisningen. Og når der ikke bliver talt om det, ender man med at tænke, at det nok kun sker for en selv. Men det er meget normalt at det sker i eller på vej ud af en omvendt stilling. Faktisk er det lige så almindeligt som at falde i søvn i savasana!
Skeden er en kropsåbning, og derfor kan der slippe luft ind – og ud. Når luften bliver presset ud, som f.eks. i en omvendt stilling eller når du har sex, så giver det en lille lyd. Lige så snart du løfter dine hofter højere op end din brystkasse, bliver der skabt undertryk i skeden, fordi de indre organer bliver skubbet opad. Og hvis du samtidig ånder ind, bliver maven trykket indad og diafragma (mellemgulvsmuskel; den primære åndedrætsmuskel) skubbet nedad, hvilket tilsammen øger vakuummet i skeden.
Og når der først er blevet suget luft ind i skeden, skal det selvfølgelig ud igen – og det kommer det, uanset hvor veltrænet en bækkenbund du har.
Når du bevæger dig ud af stillingen, bliver din krop trykket sammen på midten (fra at være strukket ud til en foroverbøjning, når du sætter fødderne i gulvet igen) og trykket normaliseres i skeden, fordi du ikke længere har bunden i vejret. Derved bliver luften presset ud af skeden. Og det er dét, der skaber pruttelyden.
Der er intet farligt eller unaturligt i det, men hvis du gerne vil være fri for skedeprutterne, kan du bruge nedenstående teknikker for at minimere lydeffekterne 😉
Aktivér din bækkenbund
Spænd i din bækkenbund ved at aktivere muladhara bandha (rodlåsen) allerede inden du laver øvelsen. Ved at aktivere din bækkenbund, lukker du skedeåbningen mest muligt til, og mindsker derfor den mængde luft, der kan slippe derind. Og hvis der ikke kommer luft ind, kommer der heller ikke skedeprutter ud. Kvinder, der har født har større risiko for at lave skedeprutter, og har derfor endnu mere behov for at træne deres bækkenbund, da både graviditet og fødsel gør bækkenbunden mere slap.
Gå ind i omvendte stillinger på en udånding
Når du er på vej ind i en omvendt stilling (som f.eks. hovedstand), og skal til at løfte fødderne op fra gulvet, så starter du som før nævnt med at aktivere din bækkenbund. Spænd herefter i mavemusklerne og løft dig op på en udånding. Herved undgår du trykket fra maven samtidig med at diafragma hæver sig, og det mindsker vakuumet i skeden, så du ikke suger luft ind. Når du er kommet ind i stillingen, kan du trække vejret helt normalt, men bliv ved at holde spændingen i dine mavemuskler og undgå at suge maven ind.
Bevæg dig langsomt ud af stillingen
Når du skal ud af stillingen, kommer der helt automatisk pres på dine indre organer, fordi din midte bliver trykket sammen og tyngdekraftens påvirkning ændrer retning. Så vær derfor fokuseret, når du skal ud af stillingen og giv dig god tid. Forbered kroppen allerede inden du bevæger dig ud af stillingen, ved at aktivere din bækkenbund og dine mavemuskler igen, og bevæg dig så ud af stillingen på en indånding, så diafragma hæver sig og ikke trykker på dit underliv.
Trin-for-trin guide til hovedstand
Læs også min guide til hovedstand og tjek at du laver øvelsen korrekt og sikkert.
Jeg håber, svarerne gav dig klarhed over, hvorfor du oplever at der kommer skedeprutter, når du laver hovedstand, og at du kan bruge teknikkerne til at afhjælpe det.
Kærligst
Engel Toft
Efterlad Din Kommentar