Mandala er sanskrit og betyder ”hellig cirkel”, og bruges i mange traditioner og religioner som et middel til meditation, læring og indre ro.

Særligt i buddhisme og hinduisme er mandalaerne meget brugte og ses i forskellige størrelser, materialer og motiver. De kan føles helt hypnotiserende at kigge på med deres smukke mønstre, farver og små detaljer – og netop derfor, er de ideelle til at træne fokus og meditation med.

Her bliver hjernen opholdt af de mange indtryk og symboler, mens din krop kan slappe af og give slip. Tiden går uden du rigtig opfanger det, mens din hjerne fokuseret analyserer hver farve og form, og du oplever herved Dharana – at fokusere på ét punkt.

Dharana er stadiet før meditation. Og at træne Dharana kan give dig stor effekt i hverdagen, da effekterne er forbedret koncentration, mere nærvær og dybere, indre ro.

I vesten er ordet meditation flittigt brugt og kan også synes misbrugt, når man kender den rigtige betegnelse for meditation.
Meditation er nemlig det stadie, hvor du er dybt fokuseret og samtidig fuldstændig afslappet – og hvor mange af os kan påstå at være dybt opmærksomme samtidig med, vi sidder og lytter til afspændingsmusik, og føler os dejligt tilpasse og afslappede?

 

Min yogamester, Shanti Prasad, beskrev meditationen sådan:

”Når objektet forsvinder og derved også tilskueren – dig selv.
Når der ikke længere er noget dig eller mig, ikke noget indre eller ydre,
men alt er ét hele. Et stadie, man lige pludselig træder ind i,
når man længe nok har praktiseret stadiet forinden:
Dharana – Dyb koncentration og fokus.”

Meditativ maling – sådan hjælper mandalaer dig

En ting er at studerer mandalaer – noget andet er at male dem selv.

Blandt buddhister er det en udbredt meditationsmetode at male mandalaer.
Og med et væld af farver og former, figurer og væsener, kan man blive opslugt i maleriet og nærmest fornemme det stadie, som Santhi beskrev.

Sjældent har jeg oplevet at være så fokuseret på male de små detaljer og kringlede buer samtidig med at jeg følte en dyb, dyb indre ro og en behagelig følelse af velvære og lykke i kroppen.

Og alt efter temperament, kan man vælge at farvelægge en mandala, male detaljer, male en ramme eller starte helt fra bunden med den tomme cirkel, ligesom det også er op til den enkelte, hvor detaljeret og mønstret, man ønsker at lave sin mandala.

Mange steder er det helligt og ophøjet at male mandalaer,
og der findes skoler i Nepal, hvor eleverne øver 8 timer hver dag i 10 – 15 år,
på at dygtiggøre deres metoder og perfektionere deres værker.
Efterfølgende bliver mandalaerne bragt til en buddhistisk Lama, som velsigner dem
og messer mantraer ned over dem, og herefter er de klar til at blive hængt op eller solgt i en af de mange Thanka Painting butikker.

Mandalaerne udskiller sig dog i den tibetanske buddhisme, hvor de laves med farvet sand. Nøjsomt bruger munkene timer og dage på at ’male’ mandalaen fra start til slut med de mange forskellige farver sand, som bliver påført gennem en hjemmelavet
tube med en spids tragt, så alle detaljerne bliver lige så smukke og præcise, som hvis de var malede.

Når mandalaen langt om længe er færdiglavet, afholdes der et ritual, hvor mandalaen og dens kunstnere fejres, og
herefter bæres den forsigtigt ned til floden, hvor alle
sandkornene bliver drysset i vandet og mandalaen forsvinder.

Som vesterlænding er det normalt at tænke
”HVA? Hælder de den smukke mandala i vandet?
Med alle de timer, det har taget at lave den?”

Men grunden til det bizarre ritual er aldeles lærerigt og smukt.

Buddhister træner nemlig ”detachment” – frigørelse,
igennem hele deres liv. For intet af det, vi har her på jorden,
kan vi alligevel tage med os i graven, alt er foranderligt
og alt er sit eget. For at blive fri af smerte og
besiddertrang, træner munkene igen og igen at eje og give slip,
for til sidst at kunne leve i harmoni med alt til låns – ligesom mandalaen af sand.

Jeg synes det er et meget lærerigt og smukt ritual,
for de fleste af os kan vist ikke sige os fri for ejerskabsfølelser og besiddertrang,
og derfor er det svært og modvilligt at miste eller bortgive noget.
Og sådan føltes det også da jeg første gang brændte den mandala,
jeg havde brugt hver aften i to uger på at male.
Men mens jeg stod og betragtede flammerne, kunne jeg alligevel ikke lade være at smile
og en følelse af frihed kom op i mig – jeg var fri og den var fri.

Hvad er dine erfaringer med mandalaer? Har du selv prøvet at male en eller har du måske en hængende på væggen? Fortæl fortæl 🙂